Med over 12 års erfaring inden for turkissmykker, drømmefangere og bohemisk mode har hun personligt udvalgt og afprøvet hundredvis af autentiske stykker.
Kultursammenstødet
Slaget ved Little Bighorn er en legende fra det vilde vesten, og det fandt sted i kløfterne ved floden Little Bighorn.
De kæmpende parter var krigere fra Lakota Sioux-stammerne og det amerikanske kavaleri.
Slaget ved Little Bighorn symboliserer et sammenstød mellem to vidt forskellige kulturer: den indianske kultur og USA’s kultur.
Dette slag var en del af en langt større strategisk kampagne, der havde til formål at tvinge Lakota- og Cheyenne-folket til overgivelse.
Mange Lakota-høvdinge, herunder Sitting Bull og Crazy Horse, havde accepteret at underskrive Fort Laramie-traktaten.
USA ønskede, at stammerne skulle opgive deres nomadiske livsstil.
At acceptere traktaten betød at acceptere en mere stationær tilværelse og være afhængig af statslige tilskud.
Lakota-ledere som Sitting Bull, der bar indianske tatoveringer som et symbol på stolthed, afviste systemet.
Slaget ved Little Bighorn tager form:
Spændingerne mellem USA og Lakota-folket eskalerede, da oberstløjtnant George Armstrong Custer modtog en ordre.
Ordren lød på at udforske Black Hills inde i det store Sioux-reservat.
General Custer skulle kortlægge området, finde et passende sted til en fremtidig militærpost og notere sig de naturressourcer, der fandtes.
Nyheden om fundet af mineralrigdomme førte til en invasion af guldgravere, hvilket var et direkte brud på traktaten.
USA forhandlede med de indfødte amerikanere om at købe Black Hills, men de nægtede.
Kommandøren for en militærafdeling udtænkte en strategi for at engagere indianerne.
Strategien var at tvinge dem tilbage til Great Sioux-reservatet.
Men Lakota- og Cheyenne-folkets nomadiske livsstil tvang dem til konstant at flytte sig.
Ingen officer eller spejder kunne med sikkerhed vide, hvor længe en landsby ville forblive på samme sted.
De to lejre og rekognoscering:
Området omkring floderne var et produktivt jagtområde.
Stammerne samledes regelmæssigt i stort tal i begyndelsen af sommeren for at fejre deres sol-dans ceremoni.
Under ceremonien modtog Sitting Bull et syn af soldater, der faldt i hans landsby. Han profeterede, at hans folk snart ville vinde en stor sejr.
Indianerne, som man mente slog lejr et sted langs Little Bighorn-floden, var omringet.
General Custer tager føringen:
General Custer beordrede en natlig march for at krydse Little Bighorn-dalen.
I dag anslår historikere, at landsbyen havde 8.000 indbyggere, herunder 1.500 til 1.800 krigere.
Den oprindelige plan var at gemme sig i bjergene, hvilket ville give spejderne tid til at lokalisere den indianske landsby.
Custer havde planlagt en natlig march og et angreb ved daggry.
Spejderne rapporterede dog, at tilstedeværelsen af regimentet var blevet opdaget af Lakota-krigere.
Da han mente, at overraskelsesmomentet var tabt, frygtede han, at de lokale ville angribe, hvilket ville føre til hærens kampagnes fiasko.
Custer beordrede et øjeblikkeligt fremstød for at angribe landsbyen og dens krigerstyrke.
Major RENOs kommando
Major Reno marcherede omkring to miles, hvorefter han begyndte at rykke nedstrøms mod den sydlige ende.
Selvom krigerne blev overraskede i starten, skyndte de sig hurtigt frem for at slå Renos angreb tilbage.
Han stoppede sin kommando og opstillede sine tropper, som begyndte at skyde mod de krigere, der rykkede frem fra landsbyen.
De beredne krigere pressede deres angreb mod Renos styrker og bragte snart hans venstre flanke i fare.
Han trak sig tilbage til et skovområde ved bredden af Little Bighorn-floden, som gav bedre beskyttelse.
Til sidst beordrede han en anden tilbagetrækning, denne gang mod klipperne øst for floden.
Cheyenne-krigerne, der sammenlignede forfølgelsen af de flygtende tropper med en bisonjagt, nedkæmpede soldaterne.
Soldaterne bagest i den flygtende kommando led store tab, da krigerne galoperede ved siden af dem og skød dem på klos hold.
Den nu splittede kommando krydsede Little Bighorn-floden for at omgruppere sig på højderne i dalen.
Et stort antal krigere, der nærmede sig fra denne retning, tvang kavaleriet til at trække sig tilbage til bakken, hvor de indfødte amerikanere belejrede dem.
Afslutningen på slaget ved Little Bighorn
Næste dag ankom forstærkninger til undsætning for de resterende soldater, der var blevet hårdt ramt og besejret.
Spejderne fandt de døde, nøgne og lemlæstede lig fra General Custers kommando på højdedragene øst for Little Bighorn-floden.
Man vil aldrig vide præcis, hvad der skete med Custers kommando.
Takket være indianernes beretninger, arkæologiske fund og ligene placering, kan historikere rekonstruere den del af Slaget ved Little Bighorn, hvor Custer var til stede, selvom mange spørgsmål stadig mangler svar.
Af årsager, der stadig er uklare, trak tropperne sig tilbage og samledes på bakken.
Omkring 40 til 50 mand ud af de oprindelige 210 blev trængt op i en krog på bakken, hvor der i dag står et stenmonument.
Hundredvis af Lakota- og Cheyenne-krigere omringede dem.
Mod slutningen af kampen brød soldaterne – nogle til fods, andre til hest – ud i et desperat forsøg på at flygte.
De blev alle skudt og dræbt i løbet af få minutter.
Et overlegent antal soldater og en overvældende ildkraft satte en stopper for den del af Slaget ved Little Bighorn, der involverede Custer.
Konsekvenserne af Slaget ved Little Bighorn
- Slaget ved Little Bighorn var en midlertidig sejr for Lakota- og Cheyenne-folket.
- General Custers død og hans troppers nederlag blev et samlingspunkt for USA, som øgede deres indsats for at tvinge de oprindelige folk til at bosætte sig i reservaterne.
- Med flere tropper i felten blev Lakota-folkets jagtområder invaderet af stærke ekspeditionsstyrker fra hæren, der var fast besluttede på at undertvinge de indfødte amerikanere.
- De fleste erklærede “fjendtlige” overgav sig inden for året efter kampen, og Black Hills blev overtaget af den amerikanske regering uden kompensation.
