Med over 12 års erfaring inden for turkissmykker, drømmefangere og bohemisk mode har hun personligt udvalgt og afprøvet hundredvis af autentiske stykker.
Traktaterne satte ikke en stopper for truslerne mod indianernes levevis og formåede derfor ikke at forhindre volden i længden. Amerikanernes ødelæggelse af vildtet intensiverede konkurrencen mellem stammerne om bisonokser og andre resterende dyr. Den amerikanske hær kom i flere kampe med Lakota Sioux, Cheyenne og Arapaho i midten af 1850’erne. I løbet af de to år, der fulgte efter opdagelsen af guld i Colorado i 1858, strømmede tusindvis af guldgravere ind på Arapaho-territoriet, hvilket var et brud på traktaten fra 1851. Nogle Arapahoer reagerede ved at flytte nord for Platte-floden. For de sydlige grupper, der blev tilbage, forværredes forholdet til de fremmede, og den 29. november 1864 massakrerede hvide militsfolk Black Kettle og White Antelopes Cheyenne- og Arapaho-folk ved Sand Creek i Colorado. Som svar greb medlemmer af disse stammer, sammen med visse Sioux, Comanche og Kiowa, til våben. De indledte en række angreb mod forposter langs immigrationsruterne. En relativ fred blev genoprettet, da de sydlige Arapahoer, visse Cheyenne-grupper, Comanche- og Kiowa-folket i 1865 og 1867 accepterede traktater, der begrænsede dem til reservater. Til gengæld garanterede føderale embedsmænd, at indianerne ville blive beskyttet mod angreb fra nybyggere og soldater, og at de ville modtage varer som kompensation for ødelæggelsen af bisonokser og andet vildt. Da Comanche- og Kiowa-folket genoptog deres togter, fordi regeringen ikke havde leveret tilstrækkelige rationer, ødelagde hæren indianernes vinterlejre og tvang dem tilbage til deres reservat langs Red River.
På de centrale og nordlige sletter førte grupper af Cheyenne, Arapaho og Lakota Sioux også krig for at beskytte sig selv. Opdagelsen af guld i Montana i 1862 bragte et stort antal ikke-indianere ind i og gennem regionen. Da den føderale regering byggede forter for at beskytte nybyggere og ruten til guldmarkerne, Bozeman Trail, belejrede de indfødte amerikanere forterne og tvang USA til at forhandle en løsning. I Fort Laramie-traktaten fra 1868 indvilligede føderale forhandlere i at evakuere forterne, oprette et stort reservat (“Great Sioux Reservation”) i South og North Dakota og garantere indianernes jagtrettigheder.
Ikke desto mindre led Sioux-folket og deres allierede til sidst samme skæbne som Comanche- og Kiowa-folket. Da amerikanerne opdagede guld i Black Hills-området af Great Sioux-reservatet i 1874, forsøgte den føderale regering forgæves at overbevise Sioux-folket om at sælge eller udleje jorden. Krigen brød ud mellem hæren og Sioux- og nordlige Cheyenne-folk i 1876. Indianerne, anført af Gall og Sitting Bull (begge Hunkpapa Sioux), besejrede tropperne under kommando af general George Armstrong Custer ved slaget ved Little Bighorn, men vinterkampagnen i 1876-77 tvang de fleste Sioux og Cheyenne tilbage til deres reservater eller på flugt til Canada. Blandt sidstnævnte vendte de, som Sitting Bull ledede, tilbage til reservatet i 1881, mens andre bosatte sig permanent i Canada. Ved Sitting Bulls tilbagevenden var alle slettefolkene blevet placeret i reservater.
Hærens succes mod visse slettestammer skyldtes i høj grad hjælp fra andre sletteindianere, der fungerede som spejdere og hjælpetropper. Pawnee, Arikara og Crow hjalp den amerikanske hær med at bekæmpe Lakota-folket, mens Pawnee, Caddo og Wichita allierede sig med USA mod Comanche-folket. Militærtjeneste repræsenterede en måde for visse indianere at tilpasse sig de ændrede forhold. Ved at tjene som spejder eller hjælpetropper kunne en indianer skaffe sig selv og sin familie materielle fordele, herunder ekstra rationer, mad, penge og heste erobret i kamp. Nogle indfødte på sletterne betragtede USA som en mindre trussel end stammer som Sioux. Tjeneste i hæren gav også en vej til flugt, omend midlertidig, fra reservatlivet og en mulighed for at opnå ære og status gennem kamp. Lignende motivationer ville senere få sletteindianere til at tjene i de amerikanske væbnede styrker i efterfølgende konflikter, såsom 1. og 2. verdenskrig, Korea og Vietnam.
1
Traktater, fordrivelse og krig i Canada
2
Reservater, tildelinger og assimilering
3
Anden Verdenskrig og krigens afslutning
Traktater, fordrivelse og krig i Canada
På de canadiske prærier forblev pelshandlen det primære middel for interaktion mellem indianere og hvide frem til slutningen af 1860’erne. Et “fælles grundlag” blev etableret mellem Blackfoot, Gros Ventre, Assiniboine og Plains Cree på den ene side og pelshandlerne på den anden. Udveksling af ideer reducerede racemæssige fordomme, gaver skabte fiktive slægtskabsbånd, og ægteskaber mellem selskaber og grupper samt seksuel interaktion skabte en stor métis-befolkning (personer af blandet indfødt, fransk og britisk oprindelse). Denne kulturelle tilpasning sluttede med pelshandelens tilbagegang i 1860’erne. I 1870, efter år med forringede ressourcer og faldende overskud, solgte Hudson’s Bay Company Rupert’s Land til Dominion of Canada.
Ligesom deres modstykker i USA ønskede canadiske embedsmænd at fjerne sletteindianerne og métis-folket fra ruten for Canadian Pacific Railway, som bosatte sig i større antal i prærieprovinserne. I håb om at lære af USA og undgå en række økonomisk dyre krige, forhandlede embedsmænd i Ottawa en række af syv nummererede traktater med slettefolkene mellem 1871 og 1877. De indfødte accepterede traktaterne, efter at en bevægelse ledet af métis-lederen Louis Riel for at etablere en uafhængig métis-regering i 1869 var blevet knust, og fordi de ønskede statslig hjælp til at kompensere for tabet af bisonokser. Anishinaabe fra Red River (Chippewa), Plains Cree, Plains Anishinaabe, Siksika (nordlige Blackfoot), Blood, nordlige Peigan, Sarcee og visse Assiniboine var blandt de slettegrupper, som regeringen underskrev traktater med. Generelt fastslog traktaterne, at de indfødte ville acceptere reservater og individuelle jordlodder til gengæld for hjælp og støtte fra regeringen inden for landbrug.
Reservater, tildelinger og assimilering
Som følge af tabet af økonomiske ressourcer og militære nederlag endte slettefolkene med at blive begrænset til reservater i både USA og Canada. Livet i reservaterne repræsenterede en radikal ændring i forhold til indianernes tidligere tilværelse. Nogle grupper, såsom Cheyenne og Arapaho, der var blevet genbosat i Oklahoma, befandt sig langt hjemmefra, hvor miljøet var ukendt, og tilpasningen var vanskelig. Selv for dem, der forblev i relativt velkendte områder, var mobiliteten, som var en integreret del af deres bisonjagt-livsstil, gået tabt. Selvom indianerne fik lov til at forlade reservatet for at jage, var deres primære bytte, bisonoksen, praktisk talt forsvundet i begyndelsen af 1880’erne. For Caddo, Wichita og andre slettefolk, der var afhængige af landbrug, viste reservatjorden sig ofte utilstrækkelig til dyrkning. Slettefolkene, der engang havde hentet deres eksistens fra jorden og bisonen, var på mange måder blevet økonomisk afhængige af USA.
Men trods alle problemerne i reservaterne repræsenterede de hjem for folkene og rammer for deres kulturer. Især i USA arbejdede humanitære “reformatorer” på at fjerne selv denne enlige redningsplanke. Disse reformatorer og deres støtter i regeringen argumenterede for, at amerikanerne havde en forpligtelse til at “civilisere” indianerne ved at bryde stammebåndene og absorbere dem i det hvide samfund som individer.
Flere faktorer hjalp reformatorerne med at opnå støtte til deres ideer. I konteksten af slettekrigene og den hvide bosættelses ekspansion syntes absorptionen af indianerne i det hvide samfund at være den eneste måde at forhindre deres udryddelse på. Evangeliske kristnes ønske om at skabe et “retfærdigt imperium” i USA gjorde omvendelsen af de “røde hedninge” til et vigtigt mål. Industrialisering og den voksende immigration af katolikker og jøder fra Østeuropa syntes at true de traditionelle anglo-saksiske landlige værdier og nære et ønske om at “amerikanisere” de første amerikanere. Reformatorerne mente også, at assimilering ville gøre en ende på mange indfødte amerikaneres afhængighed af statslige rationer og livrenter.
General Allotment Act fra 1887 (sammen med efterfølgende love og ændringer) blev til sidst det redskab, hvormed reformatorerne forsøgte at udrydde indianske kulturer og samfund. Loven, der blev sponsoreret af senator Henry Dawes fra Massachusetts, foreskrev at afslutte stammernes fælleseje og tildele reservatjord i individuelle lodder. Dawes og reformatorerne argumenterede for, at loven ville bryde folks bånd til deres “tilbagestående” stammekulturer og samfund, samtidig med at de blev tvunget til at blive flittige landmænd. Ikke-tildelt reservatjord ville derefter blive solgt som overskudsjord til ikke-indianere. Dette ville yderligere fremme assimileringen ved at reducere den jord, indianerne kunne bruge til jagt, og give indianerne mulighed for at lære af deres hvide naboer.
Tildeling blev ikke et lige så vigtigt (og skadeligt) aspekt af den indianske politik i Canada. Indian Act fra 1869 gav banderåd ret til at tildele fuld ejendomsret over visse reservatjorde til enkeltpersoner, som derefter kun havde tilladelse til at sælge, udleje eller forpagte deres jord til andre medlemmer af banden. Derfor havde ikke-indfødte ganske enkelt ikke de samme muligheder for at købe “overskydende” ikke-tildelt jord eller nogensinde få adgang til tildelt jord.
Canadierne fulgte amerikanernes eksempel ved at bruge uddannelse som et middel til assimilering. I midten af 1890’erne finansierede regeringerne i USA og Canada et netværk af kostskoler for indianere for at fremme assimileringen. Disse skoler tilbød skolegang og erhvervsuddannelse, samtidig med at de forbød eleverne at deltage i indianske kulturelle aktiviteter, såsom at tale indfødte sprog og praktisere indfødte religioner.
Embedsmænd i Washington og Ottawa undertrykte også sletteindianernes kulturelle praksisser på andre måder. I Canada forbød Indian Act fra 1876 (med efterfølgende ændringer) traditionelle stamme- og banderegeringer og forbød forskellige religiøse og kulturelle praksisser, såsom Sun Dance og Thirst Dance. I USA tvang føderale agenter indfødte amerikanere til at deltage i kristne gudstjenester, adoptere “borgerligt” tøj og frisurer, kun følge indianske ledere godkendt af den føderale regering og afstå fra kulturelle praksisser som soldansen og polygami.
Anden Verdenskrig og krigens afslutning
Ligesom New Deal havde Anden Verdenskrig en enorm indvirkning på sletteindianerne. Tusindvis tjente i USA’s og Canadas væbnede styrker, og krigstidens aktiviteter fremmede økonomiske muligheder. Sioux-folket hjalp for eksempel med at bygge militære faciliteter på de nordlige sletter. I andre tilfælde migrerede indianere til byområder for at arbejde i krigsindustrien, en migration der i nogen grad er fortsat siden da. I Canada opnåede mange indianere, der tjente under Anden Verdenskrig, statsborgerskab og politiske rettigheder, hvilket gav dem flere midler til at kæmpe for religiøse rettigheder og for bedre uddannelses-, bolig- og sundhedsprogrammer. Mange af disse bestræbelser bar frugt med Indian Act fra 1951, som gav de indfødte større frihed til at praktisere religiøse og kulturelle ceremonier samt retten til at indsamle politiske midler og indtage alkohol uden for reservaterne.
I 1946 vedtog Kongressen Indian Claims Commission Act, som oprettede Indian Claims Commission. Gennem kommissionen kunne indfødte amerikanere opnå kompensation fra den føderale regering for tidligere dårlig behandling, såsom traktatbrud og jordbeslaglæggelser. Mange indianske grupper på sletterne indgav krav til kommissionen. Pawnee-folket modtog for eksempel 7,3 millioner dollars fra Indian Claims Commission i 1962 som anerkendelse af tidligere “urimeligt lave” betalinger for deres jord.
Indian Claims Commission var dog også en mekanisme til at eliminere efterslæbet af indianske krav som optakt til at bryde den føderale forpligtelse over for stammerne. Den succes, indianerne havde oplevet under Anden Verdenskrig, sammen med ønsket om at reducere de føderale udgifter og fremme national enhed under den kolde krig, overbeviste mange om, at indianerne ikke længere havde brug for en “beskytter”. Disse synspunkter skabte “termination”-politikken mellem 1953 og begyndelsen af 1960’erne. Termination havde til formål at afslutte indianernes berettigelse til visse føderale tjenester og afskaffe den føderale tillidsstatus for indiansk jord. Denne sidste foranstaltning ville underlægge reservaterne statslige love, statslige skatter og andre kræfter, der sandsynligvis ville erodere og ødelægge indfødte amerikaneres særskilte kulturelle status. Én slettestamme, de nordlige Ponca, blev erklæret “termineret”. Den føderale regering finansierede også et frivilligt genbosættelsesprogram for at opmuntre indianere til at flytte til byområder, såsom Denver, hvor de angiveligt ville have flere beskæftigelsesmuligheder og lettere kunne assimileres.
På en måde kunne genbosættelse i byområder betragtes som en genoplivning af sletteindianernes gamle strategi om fysisk mobilitet. Resultaterne af genbosættelsen viste sig dog ofte at være blandede. Op mod 40 % af de genbosatte vendte til sidst tilbage til deres oprindelige samfund. Bylivet forårsagede eller forværrede onder som alkoholisme, vold i hjemmet og fattigdom. Ikke desto mindre fandt nogle genbosatte arbejde, og interaktionen mellem mennesker fra forskellige stammer bidrog til at fremme en “pan-slette” og “pan-indiansk” bevidsthed.
