Med over 12 års erfaring inden for turkissmykker, drømmefangere og bohemisk mode har hun personligt udvalgt og afprøvet hundredvis af autentiske stykker.
Man siger ofte, at Christoffer Columbus “opdagede” Amerika, men sandheden er, at det territorium, vi i dag kender som USA, var beboet af betydningsfulde indianske stammer længe før europæerne nåede dets kyster. De bar alle indianertatoveringer, og nogle af dem bar en indianerhovedbeklædning. Hvis man spørger dem, vil disse oprindelige folk fortælle, at de har beboet dette land siden tidernes morgen. 
Mange indianske stammer har skabelsesberetninger, der lærer, at deres folk kom til dette land, da det var dækket af is. Disse teorier er naturligvis i modstrid med antropologernes teori om, at der engang fandtes en landbro mellem Asien og Nordamerika, som fungerede som en ensrettet vej, hvorpå folk fra Asien migrerede til et ellers tomt Nordamerika.
1
1) Indianske stammer fra de store sletter (Great Plains)
2
2) Indianske stammer i Canada
3
3) Indianske stammer i USA
4
4) Indianske stammer i Sydamerika
5
5) Forsvundne indianske stammer:
5.1
Koroa-indianerne
5.2
Beothuk-indianerne
6
Rød indianerhovedbeklædning
6.1
Pensacola-indianerne
6.2
Westo-indianerne
6.3
Aberginie-indianerne
6.4
Ababco-stammen
6.5
Calusa-indianerne
6.6
Utina- eller Timucua-indianerne
6.7
Agna Dulce-indianerne, også kendt som “Ferskvandsstammen”
6.8
Acuera-indianerne
6.9
Acolapissa fusionerede med Houma-stammen
6.10
Chimariko-stammen fra Californien
6.11
Faktablad om Nacisi-stammen
6.11.1
Kort resumé:
6.12
Timucua-indianerne – Efter europæernes ankomst – (1562 – 1767)
1) Indianske stammer fra de store sletter (Great Plains)
De store sletter er en region i USA, der strækker sig fra Mississippi-floden i øst til Rocky Mountains i vest, og fra Canada i nord til Mexico i syd. Folkene i de indianske stammer på de store sletter udholdt varme somre og lange, kolde vintre ved at bosætte sig langs floderne, hvor de jagede, fiskede og dyrkede jorden for at overleve. Slettens stammer delte visse kulturelle ligheder og traditioner, men hver især havde unikke kvaliteter, der gjorde dem særlige. Følg diasshowet for at lære mere om nogle af de mest kendte indianske stammer, der beboede de store sletter i det 19. århundrede.
Da de indianske stammer på de store sletter var spredt over store landområder, talte de mange forskellige sprog. De udviklede derfor et unikt tegnsprog, som folk fra alle indianske stammer kunne kommunikere med. De delte også en dansetradition: De forskellige indianske stammer praktiserede ceremonielle danse. Cheyenne-folket udførte Dyredansen, som skulle bringe held til jægerne, så de kunne bringe nok mad hjem til stammen. Caddo-folket udførte Tyrkiedansen, som fejrede krigernes hjemkomst fra kamp, og flere indianske stammer udførte Soldansen, hvor danserne bad for åndelig helbredelse og samfundets trivsel.
2) Indianske stammer i Canada
Det anslås, at 200.000 indianere (indiansk stamme i Nordamerika) og inuitter boede i det, der i dag er Canada, da europæerne begyndte at bosætte sig der i det 16. århundrede. I løbet af de næste 200 år faldt den oprindelige befolkning markant, primært på grund af europæisk territorial ekspansion og de sygdomme, som bosætterne bragte med sig. Dog er den oprindelige befolkning af indianske stammer i Nordamerika vokset dramatisk efter 1950 grundet høje fødselstal og bedre adgang til sundhedspleje. Omkring en million mennesker i Canada identificerer sig i dag som indianere fra en canadisk stamme, métis (af blandet europæisk og indiansk afstamning) eller inuitter. Af dette antal er over tre femtedele indianere, næsten en tredjedel métis, og resten er hovedsageligt inuitter. Samlet set udgør de mindre end 5 % af Canadas samlede befolkning, selvom indianske stammer udgør halvdelen af befolkningen i Northwest Territories og en betydeligt større andel i Nunavut. Den største af de indianske stammer er Cree-folket, som tæller omkring 120.000 mennesker.
Inuitterne, der lever i det høje nord, har ingen reservater og er ikke beskyttet af traktater. Mange af dem – anslået til over 40.000 – lever stadig i spredte lejre og bosættelser på 25 til 500 personer, selvom store byer som Iqaluit i Nunavut vokser hurtigt. Siden slutningen af det 20. århundrede har minedrift, olieudforskning, rørledningsbyggeri og gigantiske vandkraftprojekter haft stor indflydelse på deres traditionelle livsstil. Den globale nedgang i efterspørgslen på pels har mindsket deres indtægter betydeligt, og inuitterne er blevet mere afhængige af statslige sociale programmer. Uddannelses- og træningsprogrammer er blevet indført for at gøre dem konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet. Det mest afgørende skridt var dog uden tvivl oprettelsen af territoriet Nunavut i 1999 – udskilt fra den østlige del af Northwest Territories – med en overvejende inuit-befolkning og en avanceret form for selvstyre.
De betragtede indianertatoveringen som en guddommelig kunstform. Se vores kollektion af midlertidige indianertatoveringer.
3) Indianske stammer i USA
Der er 574 føderalt anerkendte indianske stammer i USA (betegnet på forskellige måder som stammer, nationer, bands, pueblos, samfund og oprindelige landsbyer). Omkring 229 af disse etnisk, kulturelt og sprogligt mangfoldige nationer er placeret i Alaska; de øvrige føderalt anerkendte stammer findes i 35 andre stater. Derudover findes der indianske stammer, som er anerkendt af de enkelte delstater.
De indianske folk og deres regeringer har iboende rettigheder og et politisk forhold til den amerikanske regering, som ikke stammer fra race eller etnicitet. Medlemmer af en indiansk stamme i USA er borgere under tre suveræne magter: deres stamme, USA og den stat, de bor i. De er også individer i en international kontekst med de rettigheder, der tilkommer ethvert andet menneske.
Det var mellem den amerikanske hær og de indianske stammer i USA, at det berømte Slaget ved Little Bighorn fandt sted. De indianske stammer (Lakota, Sioux) blev ledet af høvdingene Sitting Bull og Crazy Horse, og det amerikanske kavaleri blev ledet af oberstløjtnant George Armstrong Custer.
4) Indianske stammer i Sydamerika
Sædvaner og sociale systemer hos sydamerikanske folk er tæt og naturligt forbundet med de miljøer, de lever i. Disse miljømæssige relationer er formet af de teknologiske systemer, som folk bruger til at udnytte deres ressourcer. Fire grundlæggende typer af social og kulturel organisering blandt indianske stammer i Sydamerika fremgår af arkæologiske og historiske dokumenter:
- De andinske kunstvandingscivilisationer.
- Høvdingedømmerne i de nordlige Andesbjerge og Caribien.
- Landbrugslandsbyer i regnskoven.
- Nomadiske jægere og samlere.
Hver type har udviklet sig på sin egen måde gennem tusinder af år, og siden det 16. århundrede har hver især tilpasset sig påvirkningen fra den europæiske civilisation. De første folk fra de indianske stammer, jægere og samlere uden kendskab til landbrug, krydsede gradvist Beringstrædet på jagt efter mad og vandrede gennem Nord- og Sydamerika i små migrerende grupper gennem tusinder af år. De nåede Ildlandet omkring 6000 f.Kr., efter at have passeret flaskehalsen i Mellemamerika, og spredte sig ud i det barske terræn i de nordlige Andesbjerge, fulgte den ressourcerige caribiske kyst mod øst og sivede mod syd gennem de tropiske lavlande, der nu er en del af Venezuela, Guyana og Brasilien. De jagede også vildt i de centrale Andesbjerges højland og fiskede langs Sydamerikas vestkyst, indtil de nåede kontinentets ende.
5) Forsvundne indianske stammer:
Koroa-indianerne
Koroa-indianerne er en af de mange “små indianske stammer i USA” fra sydøst, som kort nævnes i historiske beretninger og derefter forsvinder fra arkiverne i kolonitiden. Der er beviser for, at nogle Koroa kan have boet i det nuværende Arkansas i slutningen af det 17. århundrede, men deres oprindelige hjemland, kulturelle rødder og historiske skæbne forbliver emner for uenighed blandt nutidige akademikere.
Beothuk-indianerne
Beothuk-folket var de oprindelige indbyggere på Newfoundland, en “indiansk stamme i Nordamerika“, ved europæernes ankomst, og var den første indianske stamme, som europæerne mødte i Nordamerika. De er i dag en uddød stamme, i det mindste som kultur. For nylig er der fundet DNA på Island, hvilket indikerer, at de måske stadig har nulevende efterkommere.
Pensacola-indianerne
Pensacola-indianerne, en “indiansk stamme i USA“, var et oprindeligt folk, der levede i den vestlige del af det nuværende Florida og det østlige Alabama i århundreder før den første kontakt med europæere og frem til begyndelsen af det 18. århundrede. De talte et muskogee-sprog. De er ophavsmænd til navnet på Pensacola Bay og byen Pensacola. De boede i regionen indtil midten af det 18. århundrede, men blev derefter assimileret i andre grupper.
Westo-indianerne
Westo-indianerne boede i South Carolina langs den centrale Savannah-flod i Colleton County. De uddøde tilsyneladende før begyndelsen af 1700-tallet.
Aberginie-indianerne
Aberginian er et kollektivt udtryk brugt af de første bosættere i Massachusetts Bay til at betegne indianske stammer i Nordamerika. De blev i 1654 beskrevet som bestående af stammerne Massachusetts, Wippanap og Tarratine.
Ababco-stammen
Ababco-folket var en indiansk stamme i Quebec eller en østlig algonquinsk understamme.
Calusa-indianerne
Calusa-indianerne var en formidabel stamme fra Florida, der engang kontrollerede sydvestkysten, fra området omkring Tampa Bay til Cape Sable og Cape Florida, samt alle de omkringliggende øer, og strakte sig ind i landet til Lake Okeechobee. De gjorde også krav på autoritet over indianske stammer i USA på østkysten, nordpå til området omkring Cape Canaveral. Byen Tampa i Florida er opkaldt efter en af deres vigtigste landsbyer og ligger på det samme sted.
Utina- eller Timucua-indianerne
Utina-folket, med mulig undtagelse af Potano, var den vigtigste afdeling af Timucua i Florida og gav navn til hele gruppen. De boede langs Suwannee-floden til St. Johns og mod øst, selvom nogle af de angivne underafdelinger bør betragtes som uafhængige indianske stammer.
Agna Dulce-indianerne, også kendt som “Ferskvandsstammen”
Agna Dulce-indianerne blev ofte kaldt ferskvandsstammen. Dette navn gjaldt indbyggerne i syv til ni nærliggende byer, der var knyttet til Acuera-indianerne. De boede langs Floridas østkyst mellem St. Augustine og Cape Canaveral. Det er en indiansk stamme fra Nordamerika.
Acuera-indianerne
Acuera-indianerne tilhørte den timucuanske sproggruppe af den muskhogeanske sprogfamilie. De boede nær det øvre løb af Ocklawaha-floden i det nuværende Florida.
Acolapissa fusionerede med Houma-stammen
Acolapissa-folket forsvandt som en selvstændig stamme i 1765, og deres senere historie er identisk med Houma-stammens, som de fusionerede med. Houma-folket blev i Ascension Parish indtil 1776, hvor de blev overvældet af koloniseringen. De solgte deres land til to franske kreolere det år, men små grupper forblev i området indtil 1840. I 1785 var størstedelen dog flyttet mod sydvest og koncentreret i La Fourche og Terrebonne (Houma, Louisiana), omkring 25 miles fra New Orleans.
Chimariko-stammen fra Californien
Oprindeligt jægere og samlere, var Chimariko-folket sandsynligvis de første beboere i deres region i Californien, en “indiansk stamme i USA“. De havde gode relationer med Wintu-folket og var fjender af Hupa-folket, et athabaskisk folk fra syd. Konflikten mellem Chimariko-folket og hvide minearbejdere førte til næsten total udryddelse af hele befolkningen. De overlevende Chimariko flygtede for at bo hos Hupa- og Shasta-folkene og uddøde i 1900.
Faktablad om Nacisi-stammen
Kort resumé:
Nacisi-stammen var en lille, ukendt indiansk stamme, sandsynligvis af caddoansk afstamning, som engang boede i Red River-området i Louisiana. De blev første gang nævnt af Joutel i 1687, hvor de var i konflikt med Cenis-folket (en caddoansk konføderation). Da Bienville og St. Denis udforskede Red River i Louisiana i 1700, fandt de en Nacisi-landsby bestående af 8 huse langs floden. De var stadig i det kvarter i 1741, men i løbet af det 18. århundrede ser det ud til, at Nacisi-folket drev mod syd, forbi den franske provinsgrænse. Fra 1790 nævnes de blandt stammerne under jurisdiktion af Nacogdoches i Texas.
Timucua-indianerne – Efter europæernes ankomst – (1562 – 1767)
Da Christophe Columbus sejlede over det blå hav i 1492 og “opdagede” Amerika, medførte det mange forandringer. I løbet af de næste halvfjerds år sendte spanierne skibe til Nordamerikas østkyst, men fokuserede primært på Floridas vestkyst samt Mellem- og Sydamerika. Selvom spanierne mødte Timucua-folket, stammer det meste af vores information om disse oprindelige folk fra franskmændene. Franske opdagelsesrejsende boede i Jacksonville-området, nær høvding Saturiwa og hans folk, i lidt over et år.
